Her knap en uge forsinket kommer der et lille indlæg omkring mine første par timer ved institutionen for statsautoriseret vold (citat min moster ;)).
Togturen derover var ganske stille, og togføren godtog min indkaldelse som billet, og kvitterede med at fortælle at hun allerede havde checket (ifølge min ene sergent er det kun bøsser og livgarder der checker) kontrolleret en anden værnepligtig i vognen inden min - så i det mindste var jeg med det rigtige tog på den rigtige dato og på det rigtige tidspunkt! På Frederecia banegård blev vi (efter vores 15 første minutter i det iskolde vejr) transporteret i militær-transportkøretøjer til selve kasernen. Her blev vi ført til gymnastiksalen hvor vi, en efter en, fik prøvet støvler, kort snakket med en læge og afleveret indkaldelsesordre og diverse ID-kort.
Det viser sig at vi i år er mange HBU-soldater i Frederecia, og vi derfor er opdelt i 2 kompagnier som tilsyneladende ikke vil have ret meget med hinanden at gøre under resten af uddannelsen. De 2 gutter jeg mødte til informationsmødet sidste år, samt et par af dem jeg lige havde stået og snakket med i køen, måtte jeg så se blive placeret i første kompagni og gå gennem den ene store dør, mens jeg selv blev placeret i andet kompagni og skulle gennem den anden store dør. Her mødtes jeg så med resten af min deling på 45 mand (inkl. 4 piger), og vi blev vist til vores værelser stuer. Jeg bor sammen med 3 andre gutter fra henholdsvis Københavnsområdet og Horsens, og de er alle sammen super flinke og fede at bo sammen med (jeg havde frygtet en til flere idioter som jeg overhovedet ikke kunne sammen men). Der er indtil videre ikke noget at komme efter på den front, så det er jeg rigtig glad for, eftersom jeg skal bo sammen med dem de næste 4 måneder uden nogen form for privatliv (udover vores 1,5 m2 toilet, der dog er udstyret med en lås).
Der var allerede gjort klar til os på vores senge - ikke til at vi kunne sove - men til at vi kunne lære om noget om alt vores udstyr stumper. Så hvis vi havde regnet med lige at nuppe 5 minutter på vores senge, så tog vi fejl:
Udover stumperne ovenfor på vores senge, fik vi al vores beklædning i 2 store papirssække lidt større end en sort affaldspose hver. Derudover har vi selvfølgelig vores civile tøj og genstande som vi også skal holde styr på og på en eller anden måde presse sammen i og ovenpå et enkelt skab på ca. 75 cm. bredde.
Der er i øvrigt flere der har spurgt efter billeder fra vores øvelser, men da vi er underlagt en rimelig stram politik omkring fotografering under tjeneste kan jeg desværre kun i meget begrænset omfang poste billeder. Jeg kan dog heldigvis fortælle om hvad der sker i det daglige, da det som udgangspunkt ikke er klassificeret som fortroligt.
(Da jeg ofte kun vil have tid til at skrive i weekenderne vil mange af de kommende indlæg de næste 4 måneder automatisk blive postet forskudt i forhold til datoen de reelt er skrevet på, for at fordele indlæggene.)