Efter endnu en omgang armbøjninger armstrækninger i kulden (og hvis regimentschefen er på besøg om morgenen: uden handsker på asfalt :() fik vi at vide at vi skulle ind i kompagnibygningen for at hente vores nye bedste ven. Det viser sig at være ikke mindre end en M95 (den danske hærs version af den canadiske C7A1):

(Kilde: www.eme421.com)

De lader os dog ikke skyde med den før vi kender den ud og ind, så vi har fået undervisning i at skille den ad i de 5 hoveddele, og derefter i et utal af endnu mindre dele. Vi har også lært at kontrollere at geværet er afladt. Et af de sidste trin af kontrollen er at pege geværet mod jorden og trykke på aftrækkeren for at sikre sig at ingenting sker. Og lige præcis dét skridt lærte vi vigtigheden af, på den hårde måde!

Vi sad alle 45 i et undervisningslokale og øvede kontrollen, som vi på daværende tidspunkt allerede havde gennemført 2-3 gange. Men pludselig lyder der et kæmpe brag fra den modsatte side af lokalet. Alle kigger (i chok) i retningen af braget, og en af sergenterne beordrer hurtigt os alle til at lægge våbene på gulvet. Imens går han med faste skridt i bragets retning. Alle våben er nu lagt på gulvet, og imens sergenten undersøger hvad der er sket og om nogen er kommet til skade, breder lugten af fyrværkeri sig i lokalet. Jeg tror ikke at nogen af os på nuværende tidspunkt er i tvivl om at der er blevet affyret et skud, på trods af at ingen af os burde være i besiddelse af nogen form for ammunition.

Af uransagelige årsager viser det sig at det er lykkedes 3 stk. løs ammunition at slippe uset igennem adskellige kontrolcheck:

• Den tidligere ejer af magasinet burde have opdaget ammunitionen inden aflevering (procedurer siger at ammunition selvfølgelig fjernes inden aflevering)
• Våbendepotet burde ved indlevering have opdaget ammunitionen
• Våbendepotet burde ved udlevering have opdaget ammunitionen
• Den menige burde inden isætning have opdaget ammunitionen (vi fik at vide at vi skulle sikre os at magasinet var tomt inden isættelse)

Alle tog dog situationen med ro, og der blev vidst ikke engang sprunget nogen trommehinder. Vi fik også en undskyldning fra kompagnichefen (tror jeg vidst det var - det er en videnskab i sig selv at finde ud af hvilke grader de forskellige militærfolk er af, og hvilke stillinger de besætter) dagen efter, som i øvrigt forsikrede os mange gange om at det aldrig ville kunne ske med skarp ammunition, da vi nærmest vil blive kropsvisiteret efter at have haft adgang til det.

Anyway - så vidt jeg ved skal vi på skydebane allerede i næste uge eller ugen efter den, så det glæder jeg mig meget til :).