Ak ja, så blev det vinter i Frederecia også! Men først lige et par billeder af vores sidste solskinsdag:
Fredag morgen bestod af morgenløb på 4,5 km i snevejr og blæst. Det var noget af en måde at starte dagen på, men det var hyggeligt nok at løbe rundt på pletfri snehvide veje, og det føltes rigtig godt at stå og puste ud foran kompagnibygningen og se solen stå op bagefter. Men for fanden da hvor får jeg meget motion herinde!
Sidste mandags idræt bestod af bronzecirkelen som, kort fortalt, er non-stop muskeltræning i 12 minutter. Programmet varierer lidt fra sted til sted, men nedenstående video fra patruljekompagniet viser vidst et identisk program (ham her gennemfører så programmet supergodt, hvor jeg kun lige kom levende igennem):
Min hals er efterhånden stået rimelig meget af i kulden herovre, så jeg render rundt med halsbetændelse/hoste/forkølelse/... Heldigvis har både vores cafeteria og det lokale soldaterhjem masser af varm te og kakao - så jeg klarer mig lige :).
Ellers har sidste uge bestået af blandt andet hærkort (mere spændende end man skulle tro faktisk), introduktion til LSV (Let Støtte-Våben - manden der bliver udpeget til at bære det i felten får også 12x magasin at slæbe på med i købet, så jeg håber ikke at det bliver mig!), appeller ("blæremarch" der typisk bruges til at vise sig frem overfor andre delinger man passerer under march) og forskellige skydestillinger. Det bliver spændende at se om det holder når vi skal ud og lege bykamp senere hen, eller det bare bliver tilfældigt "AAAAARGHHHHH - BOOM - SPLAT - DØ DØ DØ - BANG BANG - *flyver gennem luften i tilfældige retninger*".