(Opdatering: Ejeren af InFlow har deltaget i debatten i kommentarerne. Husk at læse hans synspunkter om sagen også.)
Mens jeg arbejder på næste version af botten bag DanmarksDomæner.dk, har jeg taget et kig på databasen med de 30.000 domæner den første version af botten fandt. På trods af at dette kun svarer til ca. 3% af alle de danske domæner tilsammen, er der en enkelt registrator der klart topper listen over flest domæner.
Virksomheden der er tale om har tilsyneladende en hel del erfaring, for nogle af de første af dens ikke mindre end 3213 domæner (som min bot altså har fundet frem til indtil videre - der er muligvis langt flere) er registrerede helt tilbage i 1996. Blandt de mange domæner findes navne som kuwait.dk, musikere.dk, vinimport.dk, borde.dk og telefonsalg.dk. Fælles for de fleste er at navnene er ganske generiske og indholdet på siderne bliver brugt til den samme form for ligegyldig reklame (prøv selv at kigge på hjemmesiderne på ovenstående adresser).
Det er ikke bare oplagt at antage at virksomheden håber på at tjene penge på at vise reklamer på domænerne, og i sidste ende videresælge dem til overpris til folk der rent faktisk kan bruge dem til noget fornuftigt - nej - virksomheden reklamerer ligefrem med det (Opdatering: Teksten er nu ændret og siger ikke noget om videresalg mere) på deres salgssider.
Idet danske domæner er meget billige (45,- kr. om året) og alle skal deles om et samme fælles navnerum, er det desværre oplagt for nogle folk at misbruge systemet. Og det ser ikke ud til at DIFO og/eller DK Hostmaster har tænkt sig at gøre noget ved problemet i virksomhedens over 10 år lange historie (til gengæld har de travlt med at tage domæner fra folk der rent faktisk bruger dem til noget fornuftigt :/).
Jeg har skrabet lidt i overfladen, og fundet frem til en hel del virksomheder, personer og adresser. Hold tungen lige i munden:
Domænerne er alle registreret under handlet "TNA203-DK" der ifølge DK Hostmaster dækker over følgende virksomhed:
TL Nordic A/S
Rungsted Strandvej 76A
2960 Rungsted Kyst
Ifølge CVR er virksomheden registreret under kategorien "Virksomhedsrådgivning og anden rådgivning om driftsledelse", har ingen ansatte, og har registreret følgende binavne:
LM MOBIL A/S
LYNGSØ MOBIL A/S
TELE CONSULT A/S
Umiddelbart ikke så interessant igen, men CVR viser til gengæld at virksomheden ejes af naboen:
Carl Johan Mørck
Rungsted Strandvej 75 A
2960 Rungsted Kyst
Virksomheden der officielt videresælger domænerne hedder "InFlow", og er i øvrigt registreret som fuldmægtig på domænerne:
InFlow ApS
Frederiksberg Alle 62 2 tv
1820 Frederiksberg C
De har ifølge deres egen hjemmeside (inflow.dk) udført opgaver for store sider som Interflora, Bonnier og Jubii. Inflow har ifølge CVR 5-9 ansatte og arbejder med "Detailhandel fra postordreforretninger". Deres telefonnummer fra hjemmesiden er til gengæld registreret til en hel anden adresse i området, nemlig:
Suomisvej 2
1927 Frederiksberg C
Hvis vi går tilbage til Rungsted Strandvej 75, så finder vi en anden interessant person på adressen, nemlig Michael Kanstrup som i 2006 blev ny Vice President med ansvar for salg og marketing for domæneregistratoren Speednames og i dag er CEO for "eBrand Services" der tilsyneladende opererer i samme branche. Et tilfælde? Næppe.
Det viser sig også at TL Nordic/InFlow tidligere har tabt en sag ved Klagenævnet for Domænenavne omkring domænet "musikshoppen.dk". Afgørelsen indeholder rigtig meget interessant information om deres opbygning, forretningsmetoder og lignende. Nævnet udtaler bl.a. "...gribe ind i trafikken på Internettet på en måde, som må anses for manipulation..." og "...strider en sådan handlemåde mod god markedsføringsskik og redelig handlemåde."
Jeg har en fornemmelse af at der er meget, meget mere interessant information omkring de her personer og virksomheder. Er der nogen der kender noget til nogen af dem?
Opdatering (02.01.2010)
Der er blevet spurgt efter listen over TL Nordics/InFlows domæner, så jeg har lavet et udtræk fra databasen: TLNordic_InFlow_domæner.txt. Hvis der er nogen der finder ud af noget interessant med den, så del det gerne i en kommentar :).
Opdatering (31.03.2010)
Jeg har blogget videre om sagen her.
Opdatering (15.06.2010)
Klagenævnet for Domænenavnet har netop afgjort at InFlow overtræder domæneloven - til glæde for en anden dansk virksomhed der nu skal overtage altaner.dk fra InFlow. Se mig indlæg om det her.
Kommentarer
For at få et velfungerende erhvervsliv (som man ikke må glemme er grundlaget for at vi kan have en velfærdsstat - det er her pengene kommer fra!) så er det en prisværdig kamp at kæmpe for bedre moral. Også selvom det er en meget lille del af erhvervslivet som der er problemer med. Det er naturligvis både nødvendigt og legitimt at reklamere for sine varer. Det er natyrligvis også helt i orden at stræbe efter det størst mulige overskud. Uden overskud ville firmaerne ikke have penge til at investere og videreudvikle firmaet og dermed klare sig i konkurrencen. Det er elementært. Men det er vigtigt at have en konservativ moral med ind i det man foretager sig, dvs. at føle et ansvar overfor de medarbejdere man har og en forpligtigelse i forhold til det samfund man agerer i.
Fri konkurrence, og et vågent øje og en ansvarsfølelse er hvad der skal til. Monopoler - private eller offentlige - bør bekæmpes! Fra det offentlige område er der netop i dag en rystende historie om en SFO der bruger kr.200.000 på en rejse for pædagogerne for at studere "æstetik" i Italien (alt imens de samme pædagoger klager over at kommunerne og regeringen udsulter dem). For det beløb kunne de ansætte en ekstra pædagog i næsten et år, eller give børnene ekstra god mad, tage dem på ture eller indrette institutionen bedre måske!
Jeg er selv stødt på dem før, men vil nu ikke sige de er ærlige om det. De prøver at formulere det som om det er portaler de driver og sælger: "På sigt er det vores hensigt at sælge portalerne og dermed også ejendomsretten til domænerne." Jeg tror dog ikke at den formulering vil holde i domæneklagenævnet pga. det store antal registrerede domæner.
Hvis du ligger listen over domæner ud, så kan folk jo se om der er en af dem der passer så godt til deres projekt at de ønsker at betale de 500,- for at teste den hos domæneklagenævnet ;)
Du har helt ret i at de får det til at lyde ganske legalt Tommy. Jeg ved nu heller ikke lige hvor meget "portal" der er over et par automatisk genererede reklamer.
Jeg ved faktisk ikke hvad domæneloven siger om hamstring af domæner. Så vidt jeg ved har vi desværre ikke nogen regler der direkte forbyder det?
Anyway - jeg har sammensat den liste du spurgte efter. Der er et link til udtrækket nederst i indlægget nu :).
Tak for linket, det var hurtig behandling ;)
Jeg kunne forestille mig at domæneklagenævnet ville kigge på hvor mange inaktive domæner som den inklagede har, men jeg aner det reelt ikke.
Hvis du kigger på Atriax.dk vises Inflows side.
Firmaet Atriax er idag lukket, og jeg skal ikke gøre mig klog på hvorvidt Inflow har købt Atriax eller om der blot er skiftet navn?
Det interessante ved Atriax var dog, at det var et Rasmus Refer firma...
Til dem der ikke kender Rasmus Refer kan jeg anbefale følgende artikler:
Refer ud af domæne-firma: http://www.computerworld.dk/art/14205/refer-ud-af-domaene-firma
Refer vil tjene millioner på domæner: http://www.computerworld.dk/art/13393/refer-vil-tjene-millioner-paa-domaener
Lykkerider støvsuger nettet: http://www.computerworld.dk/art/11806/lykkeridder-stoevsuger-nettet
Tak for linkene!
Artiklerne er meget interessante, specielt fordi flere af de domænenavne der er nævnt i artiklerne i dag ejes af TL Nordics/InFlows domæner, bl.a. bilsmart.dk, bastacykellaase.dk og selve atriax.dk. Det kunne godt tyde på at der har været en eller anden forbindelse mellem Atriax og TL Nordic/InFlow.
CVR viser af Atriax Danmark ApS var registreret fra følgende adresse:
Lindevej 2 1
1877 Frederiksberg C
Billedet på atriax.dk er i øvrigt Christian Mørck, søn af Carl Johan Mørck og ejer af InFlow - så den er god nok. Adressen nævnt på siden:
Suomosvej 2
1927 Frederiksberg C
... matcher interessant nok også adressen på InFlows telefonnummer i indlægget.
Synes lige man bør klappe hesten lidt, inden man begynder at skrige domænepirat og spekulere i al mulig suspekt. Jeg har i en virksomhed for en 4 år siden benyttet InFlow som designfirma / hjemmesidestrategi-rådgiver, og de leverer altså reelle produkter. Der er ikke tale om et skuffeselskab, men om et firma der leverer konkrete ydelser. Porteføljen af domæner er ikke (for firmaet) resultat af bevidst domænepirateri - men faktisk domæner der i sin tid blev overdraget fra et konkursbo, og det i øvrigt før den nye lov om internetdomæner trådte i kraft. Jeg ved ikke hvilken adfærd der er ønskelig - skulle man bare kaste domænerne på møddingen, eller ikke have inddrevet sine tilgodehavener?
En høflig omgangstone ville ikke skade diskussionen ;). Jeg vil i øvrigt gerne gøre opmærksom på at jeg ikke på noget tidspunkt har påstået at InFlow ikke kan levere "reelle" ydelser.
Jeg har derimod konstaterer at TL Nordic/InFlow ejer dette meget store antal danske domæner, hvilket i min mening udgør et problem for det danske internetsamfund. Om firmaet selv har registreret domænerne eller har opkøbt dem fra andre virksomheder (eller konkursboer) er i mine øjne ligegyldigt. Faktum er at de har valgt at sætte sig på en stor del af det fælles navnerum for danske domæner. Det er et navnerum vi alle skal deles om - så at de vælger at brug en stor del på ligegyldig reklame og videresalg er absolut noget jeg ser negativt på.
Det er for mig svært ikke at drage paralleller til f.eks. folk der opkøber koncertbilletter (der ligesom domænenavne kun er et begrænset antal af) og videresælger dem til overpris. Begge slags hajer medfører samme pengestrøm: De reelle kunder taber penge som går direkte i lommerne på hajerne.
Kære venner,
Inflow har igennem de seneste 6 år forsket i et særligt emne der formentlig interesser de fleste der interesser sig for at skabe værdi på nettet. Nemlig værdikædeoptimering. Det har bragt os igennem hele 6 vidensområder det kræver at mestre, for at kunne få kontrol over sin værdikæde. Formålet med denne forskning var at rådgive og levere full-service løsninger til virksomheder der havde interesse i at optimere deres internetforretninger. Og, til forskel på de fleste ander virksomheder i verden der lever af at levere disse ydelser, har vores fokus siden 2004 været at levere resultater hele vejen igennem processen, og ikke blot ved en enkelt ydelse indenfor et system, et design og trafik m.m. I gennem vores forskning og research har vi lært at mestre værdikæden og skabt utallige succesrige cases med mangedobling af bundlinien i store koncerner.
I mellemtiden fandt vi ud af at det var en mere interessant forretning at skabe sine egne internetforretninger end at kæmpe med at lære andre om det.
I den forbindelse har vi opkøbt og investeret i en række domænenavne i særlig udvalgte portal og produktkategorier sammen med en række partnere. Inflow har i 2009 anvendt enorme ressourcer på at udvikle et nyt portal CMS system, som tages i brug i det nye år. I samråd med en række ledende virksomheder indenfor for forskellige internet vidensområder, lancere Inflow relevant indhold, annoncer på alle sine portaler i 2010.
I 2010 bliver alle der er interesserede og der kan bidrage med noget inviteret til at deltage og være med. Så hold lige hestene og vendt og se hvad der sker. Eller ring til os og hør hvordan verden hænger sammen hos os.
Kh. Christian
Hej Christian
Tak fordi at du kommenterer tråden. Det er rart at høre den anden side af sagen også! Det er også godt at høre at i har planer om rent faktisk at udnytte domænerne til noget fornuftigt - det er faktisk det jeg i sidste ende håber på at nogen gør :).
Tillad mig dog at være skeptisk. Efter at have slået de første 15 domæner fra ovenstående liste op på http://www.archive.org/ har jeg kun fået ingen resultater eller rene reklamesider. Det er derfor stadigt svært for mig at tro på at domænerne har været brugt til noget reelt gennem tiden (hvis de har, må du meget gerne fortælle om det). Da mange af dem er over 10 år gamle, ville det da være pudsigt hvis de så alle pludselig bliver taget i seriøs brug nu. Det lyder også interessant hvis I, med under 10 mand, kan drive tusindvis af portaler indenfor vidt forskellige emner, alle med reelt indhold. Jeg glæder mig da i hvert fald til at se dem.
Mit spørgsmålet er så: Når domænerne har eksisteret i så mange år, uden reelt indhold, er vi i Danmark så bedre tjent med at enkelte (som din virksomhed InFlow) sidder og ruger på dem, eller at virksomheder og privatpersoner der står klar med idéer, projekter og forretninger, får mulighed for at erhverve dem til markedspris? Domænerne i ejer er jo netop generiske og ville kunne have været brugt til mange ting, såfremt i ikke sad på dem. Har du en kommentar til det synspunkt?
"Det er for mig svært ikke at drage paralleller til f.eks. folk der opkøber koncertbilletter (der ligesom domænenavne kun er et begrænset antal af) og videresælger dem til overpris."
Det er en rigtig dårlig parallel. Et dk-domæne kan være op til 63 karakterer, og bestå af a-å, 0-9, ö, ä, - (bindestreg) og nogle flere karakterer. I alt giver det et "begrænset antal billetter" på på noget i retning af 63^42 = 3.73510725 × 10^75 forskellige domænenavne. Der er per dags dato iflg dk-hostmaster registreret 1.035.455 dk-domæner.
Hvis vi så tager sammenligningen med billethajer og de 3213 dk-domæner repræsenterer de altså under 0,3% af de registrerede domæner, og ift totalvolumen noget i størrelsesordenen -^73. "Parallelt" svarer det altså til, at hvis man slog samtlige antal billetter i alverdens koncertsale og stadions sammen - og så købte en brøkdel af én (1) billet, ville man være "domænehaj" eller "billethaj".
Jeg kan godt se det bitre i at nogle sidder på en masse generiske domæner, men din "parallel" fordrer - udover at der skulle være registreret mange flere domæner - at domænerne bliver "solgt" til overpris, men det sker jo ikke, og er i øvrigt ulovligt.
Folk bør se at vågne lidt op, og forholde sig realistisk til domænenavne. Domænenavne er ligesom telefonnumre - nogle har mange numre, og nogle har bedre telefonnumre end andre. Et godt telefonnummer er akkurat som et godt domænenavn befordrende for salget. Der er også gode postadresser og mindre gode - vi kan ikke alle sammen bo på Amalienborg, nogen må tage det sure læs ude i Naverland.
Det er ikke suspekt at (l)eje mange domæner - hvor mange (l)ejer du f.eks selv? At (l)eje et specifikt domæne er ikke en forbrydelse, og ikke et overgreb imod folk der også kunne tænke sig domænet. Jeg kunne f-eks godt tænke mig telefonnummeret 88 88 88 88 - og mængden af telefonnumre er langt, langt mere begrænset end antallet af domæner - men jeg har godt nok aldrig hørt om telefonnummer-pirateri.
Hej igen,
der er mange eksempler på hvordan vi har indhold på domænerne if. med at prøve forskellige tiltag af for at se hvad der skaber mest trafik, brugerinteresse m.m..
Prøv at se et par enkelte eksempler her:
www.senge.dk
http://www.billeje.dk/
http://www.bokseundervisning.dk/
http://www.taglejlighed.dk/content.asp
http://www.avissmart.dk/
http://www.bilsmart.dk/
http://www.boligsmart.dk/
http://www.filmsmart.dk/
http://www.sundsmart.dk/
http://www.bysmart.dk/
http://www.itsmart.dk/
http://www.jobsmart.dk/
http://www.mobilsmart.dk/
http://www.musiksmart.dk/
http://www.rejsesmart.dk/
http://www.adsmart.dk/
http://www.danseek.dk/index.php
www.gallerier.dk
Der er flere gange indgået aftaler med andre virksomheder om at overdrage allerede udviklede portaler såvel, som ejendomsretten til domæner.
Såfremt Jer der læser dette indlæg sidder med kompetancer eller interesse i at udvikle en e-commerce forretning eller portal skal I være velkommen til at rette henvendelse til Inflow herom.
KH. Christian
Hej David
Jeg er ikke helt enig med dig. Det er ganske korrekt at der teknisk set er plads til rigtig mange domæner i det danske navnerum - problemet er bare lige at det er langt de færreste der giver mening at bruge. Jeg kan ikke umiddelbart set meget brugbarhed i "kkql3.dk", "oipkej.dk" eller "kpååk.dk". Da domænenavne jo netop typisk følger det danske sprog er antallet af brugbare domænenavne væsentlig lavere end hvad der teknisk er muligt.
Hvis bare vi kunne bruge tilfældige bogstaver og tal så havde jeg skam heller ikke noget problem med InFlows masseregistreringer :).
Hvis du vender det om, så er hele pointen i InFlows valg af domænenavne jo netop at det er generiske, ofte brugte termer som folk f.eks. ved gætterier, stavefejl og uheld kan lande på. Hvis din underforståede påstand om at alle domæner er lige brugbare var korrekt, så ville InFlows domæner næppe have de navne de nu engang har.
Vedr. videresalg - påstår du da at InFlow ikke sælger sine domæner, eller at de alle bliver solgt til markedspris - altså under 100,- kr. stykket? Som du selv nævner er det jo netop ulovligt at eje domæner med henblik på at videresælge dem.
Du spørger omkring mine egne domæner, og her kan jeg da fortælle dig at jeg ejer 4 domæner. To personlige, og to til projekter. Det ene personlige er dette, det andet er fra mintidligere hjemmeside som er ved at blive flyttet over på dette domæne. Det ene projekt er DanmarksDomæner.dk og det andet er et cloud-computing projekt jeg stadig arbejder på :)
Hej Christian
Tak for linksne. Jeg har kigget på dem, og har følgende kommentarer:
senge.dk, billeje.dk, bokseundervisning.dk taglejlighed.dk og gallerier.dk - Virker som reelle sider fra forskellige virksomheder. Jeg går ud fra at i igennem en årrække har ejet domænerne, og virksomhederne her så har haft interesse i dem. Eftersom i ejer domænerne, har de været nødt til at vælger jer som leverandør af webshop/"domæneleje"/hosting/...? Eller hvordan hænger det sammen?
avissmart.dk, bilsmart.dk, boligsmart.dk, filmsmart.dk, sundsmart.dk, bysmart.dk, itsmart.dk, jobsmart.dk, mobilsmart.dk, musiksmart.dk, rejsesmart.dk, adsmart.dk - Alle sammen reklameportaler i samme stil som de fleste af jeres andre domæner, dog med et andet design og lidt flere links udadtil. Flere af disse links er dog referral-links fra f.eks. partner-ads.com, euroads.dk, tradedouble.com osv. Altså mere reklametrafik (for ikke at nævne alle reklamerne rundt om linksne). Jeg tænker stadig: Hvor er indholdet? Hvorfor er disse "portaler" bedre end jeres andre reklameportaler?
danseek.dk - Jeres tidligere nævne salgsside for domænerne. Det er fedt nok at I har ændret teksten så i ikke længere reklamerer med videresalget, men at der nu står at der kommer indhold på siderne i 2. kvartal 2010. Skal det så forstås således at i ikke længere videresælger/udlejer domænerne, og der kommer reelt indhold på dem?
ja.
Så tror jeg vist vi har kommet godt omkring det hele, ik :-).
Det er fandme et stykke interresant stykke læsning. Virkelig godt researched. Har selv stødt på dem et par gange og umiddelbart vil det være svært ikke at tænke domænehaj uanset hvordan de formulerer det. Her er klart tale om hamstring og de sider han henviser til er klokkeklart tomme sider uden indhold som man uden problemer ville kunne vinde i en klagesag hvis man har bedre formål for dem.
Christian Mørck er en skrupelløs domænehaj.
Inflows spekulative opkøb af en stor del af navnerummet, bruger de til at afpresse priser der er uhyrlige.
Jeg ønskede at købe et domæne, som de sidste 6 år har ligget absolut brak, og aldrig er blevet brugt til noget. Det resolver til en helt meningsløs side uden reelt indhold. Pris? Over 10.000 DKK! Vi må håbe at nogen tager kampen op mod parasitter som ham. At han også driver reel virksomhed ved siden af er jo fint, men det gør ikke hans spekulative opkøb mindre parasitært.
KH K