En af vores første feltture omfattede et besøg ved den lokale "attraktion" for værnepligtige i Frederecia: Lergraven. Kaptajnen og nogle af vores sergenter havde tidligere omtalt leret ud til lillebælt som noget af det værste man kan komme ud - og det må jeg give dem ret i!

Vi vandrede ud fra kasernen med fuld oppakning (som i øvrigt er skyld i 3 muskelknuder i højre skulder nu :-/), og oprettede BSO (Beredskabsområde, se tidligere indlæg) et sted i skoven. Derefter fik vi at vide at vi skulle ud på en handlebane sammen med vores respektive grupper (jeg er selv i 3. gruppe). Plottet var at Taleban (sergenter med halstørklæder ;)) var blevet spottet i området og derfor selvfølgelig skulle nedkæmpes.

Den eneste mulige vej for at patruljere efter Taleban foregik selvfølgelig ned i lergraven langs vandet. Så efter at have gået og kigget ned over skranten ned til lergraven et par hundrede meter, fik vi den eneste ordre vi ikke ville have: "Så går vi ned!". Så ned af skranten kom vi, og ned i leret. Og selvføligelig havde det regnet dagen inden. De første par hundrede meter tilbage langs stranden gik ellers meget godt og uden de store bevæge-besværligheder, men som vi gik blev vores støvler efterhånden tungere og tungere af ler der satte sig fast som en slags ler-støvle udenpå vores egne læderstøvler, og vores fødder vejede pludselig mange gange deres normalvægte. Pludselig siger det så "plop" oppe foran, og en af de forreste kammerater sider i ler til maven! Vi fik ham hevet op og kæmpet videre gennem terrænet, men der gik kun et par meter før det igen sagde "plop", og den næste sad i til livet og måtte graves op. Da vi endelige nåede frem til Talebans såkaldte tilholdssted sad der så mange folk fast i leret at selve Taleban var nødt til at smide våben og tørklæder og komme os til nøds med feltspader og feltknive (en enkelt måtte skæres fri af sine støvler for at komme op).

Efter den tur har jeg så lært at Frederecias lergrav sparker røv på Taleban til enhver tid :P. Kaptajnen selv kom forbi om aftenen og snakkede lidt med os alle sammen - specielt dem der havde været langt nede i leret - og forsikrede os om at vores sikkerhed selvfølgelig var første prioritet, og det også var derfor man havde valgt at aflyse øvelsen da folk begyndte at sidde så meget fast, at de skulle graves og skæres fri. Han erkendte blankt at de havde undervurderet terrænet og at han i øvrigt aldrig havde set en deling mere mudret i løbet af sin karriere. Han havde også et par nye støvler med til ham der mistede sine egne et sted nede i leret.

For en gangs skyld var det en fordel at være en af de mindste og veje næsten ingenting, for så falder man langt fra så dybt som de større medlemmer af delingen (!):

Et af de mest indmudrede våben var vores ene LSV (Let StøtteVåben) (bare til orientering er våbnet normalt fuldstændigt sort):

Mudder er tilsyneladende vejen frem til meget herinde. I forbindelse med en anden øvelse havde befalingsmændende opstillet et TMG (Tungt MaskinGevær), og tilbød os at prøve at skyde med det inden de pakkede det ned igen. Men hvordan finder man ud af hvilken af delingens 40 menige der skal have lov til at betjene sådan en fætter? Jo, man stiller dem skam op på én lang række foran et mudret område, og får dem til at krybe 10 meter om kap:

... resultatet er vist ikke så svært at forestille sig ;).