Tilbage engang i 2008 valgte jeg at takke ja-tak til at aftjene værnepligt, og brugte derfor de første 4 måneder af mit 21. leveår i Fredericia ved Telegrafregimentet. Uden tvivl en sjov og spændende oplevelse jeg kun kan anbefale :).

Arbejdsskade

Desværre pådrog jeg mig en mindre arbejdsskade derinde i form af et hold i ryggen efter en feltøvelse. Det gik jeg selvfølgelig til lægen med, men I flere uger mente infirmeriet desværre at smertestillende piller var den eneste rigtige løsning. Det vil altså sige: Lige indtil jeg fik hold i ryggen nummer to oveni det andet. Efter nok brok blev jeg endelig sendt til en kiropraktor som løste problemet i løbet af 3-4 behandlinger.

Heldigvis var der meget fokus på vores velbefindende generelt, og næsten alle kammerater og befalingsmænd tog hensyn til min skade undervejs. Også regimentet var støttende i form af vejledning i f.eks. at klage over fejlbehandling. Lige præcis det gjorde jeg så, i samarbejde med min socialrådgiver derinde. Mit formelle krav var at få udbetalt godtgørelse for svie og smerte i den periode hvor jeg med skaderne gjorde tjeneste, uden at jeg fik den (efter min mening) nødvendige behandling.

Det har så resulteret i ikke mindre end 8 måneders brev-diskussion med regimentet som, efter at have modtaget min klage, pludselig ikke var så positive indstillet overfor mit helbred mere. For at gøre det endnu mere langsommeligt skulle al kommunikationen kanaliseres gennem Forsvarets Personeltjeneste der stod for at sende vores breve frem og tilbage og træffe afgørelse i sidste ende. Til sidst stoppede regimentet med at svare på mine breve, og Forsvarets Personeltjeneste gav dem medhold i deres påstand om at de ikke havde nogen form for ansvarsgrundlag for mine skader. Det var jeg naturligvis ikke ret tilfreds med, og mente absolut ikke at sagen var blevet behandlet ordentlig. Ifølge min mor (der trods alt er uddannet jurist) overholder deres "i-sinde-afgørelse" umiddelbart ikke engang forvaltningslovgivningen idet de ikke tager stilling til alle mine væsentlige indvendinger i deres afgørelse :/.

Jeg har dog opgivet at kæmpe videre, simpelthen fordi at jeg ikke ser noget håb for at komme videre. Det er også for længst blevet en principsag, for den kontante erstatning jeg ville kunne have fået godtgjort er for længst forbrugt i form af arbejdstimer med at argumentere frem og tilbage.

Hjemmeværnet

Mens jeg var i tjeneste i Fredericia valgte jeg samtidig at indsende en ansøgning til Hærhjemmeværnet i Odense-området. Muligheden for selv at tilpasse sin uddannelse og træning ned til de enkelte moduler var absolut interessant, specielt fordi at jeg fandt skydning, bykamp og førstehjælp super spændende under basisuddannelsen, men ikke kunne fordrage de lange ture ud i det grønne. Det tidsmæssige krav om mindst 24 timers tjeneste om året passer mig også helt fint, idet det så rent faktisk er muligt at holde det som en ren fritidsinteresse.

På trods af at jeg med Hærens Basisuddannelse faktisk mere eller mindre allerede har al den nødvendige uddannelse til Hjemmeværnet, var jeg nok for naiv da jeg troede at min ansøgning derfor ville gå nemt igennem. Det viste sig at Hjemmeværnskommandolægen så ret negativt på det faktum at jeg er allergisk overfor græspollen. "Øv, men pyt." tænkte jeg, og svarede blot tilbage at jeg selvfølgelig respekterede deres optagelseskriterier. Jeg noterede dog også at jeg var forundret over at det skulle være et problem for optagelse i Hjemmeværnet når jeg jo netop havde gennemført Hæres Basisuddannelse på præcis samme helbredsmæssige grundlag.

... og det gjorde åbenbart indtryk. Her tidligere på ugen modtag jeg så først et velkomstbrev, og i forgårs også en invitation til kontraktunderskrivning og opmåling til uniform engang i næste uge. En helt anden måde at føre sagsbehandling på, må jeg nok sige O_o. Så nu står jeg i det dejlige dillemma at blive inviteret ind i varmen hos en anden gren af den organisation jeg har kæmpet et juridisk slagsmål mod i 8 måneder. Funny stuff, funny stuff...