Mit sociale liv har helt sikkert været et rent cirkus omkring venner og bekendte. Under frivillig tvang i militæret lærte jeg på meget kort tid ikke mindre end 40 nye mennesker at kende - mennesker jeg delte ca. 700 timer sammen med. Her var der alt fra kokke og spejderledere til medicinstuderende og stofmisbrugere. Pudsigt nok kom jeg godt ud af det med de fleste (på nær delingens Mr. Badboy og delingens Mr. Klovn - begge ulidelige, men på hver sin måde!), men har faktisk ikke snakket med nogen af dem lige siden.

Pudsigt nok er jeg mere nysgerrig omkring mine gamle folkeskolekammerater. Hver gang jeg kommer forbi Esbjerg afsætter jeg lige en tanke eller to til dem. Efter sidste kvartal, tilbage i Januar, hvor jeg havde en hel måneds ferie lykkedes det også at få set min Thomas (som jeg har kendt siden Nordvang) igen. En dag hvor vi havde tilstrækkelige uinteressante planer spurgte jeg ham mere eller mindre impulst om vi ikke skulle tage rundt og besøge de gamle klassekammerater der stadig var i byen - og det var så hvad vi gjorde. Planen var egentlig at vi skulle nå en 2-3 stykker, men da vi først satte os ned hos den første, Simone, blev det pludselig sent, og vi kom aldrig videre. Den mission skal vi helt sikkert have færdiggjort når vi begge to i Esbjerg igen!

Jeg har også brugt rigtig, rigtig meget tid med min næsten lige så gamle ven, Simone. A long long story, very very short: Masser af dage, aftener, nætter og morgenener med masser af hygge i form af spil, snak, film, løbeture, ... :). I løbet af sommeren var vi på ferie i Berlin sammen, hvor der skete mange skøre ting så som at jeg blev udsat for vild j-pop-koncert og hun for übernørdet open-source messe (sidekommentar: Hvorfor er det at en så stor del af mine besøgende kommer fra Google-søgninger på f.eks. "amerikansk morgenmad", og dermed finder frem til mit indlæg om amerikansk morgenmad på Nola's i Berlin?). Desværre får vi stort set ikke set noget til hinanden mere siden vi begge er flyttet til henholdsvis Odense og København. Det er helt underligt, når man er vant til at bruge mindst et par dage om ugen sammen. Det føles lidt ligesom at mangle sin ene hånd, sin mobiltelefon eller noget tredje man altid har på sig. Man tager det så meget for givet, at ens hoved slet ikke forstår når det ikke er der mere.

Til gengæld har jeg fået et nyt uventet venskab fra en uventet kant: Noora (med rulle-r, som jeg absolut ikke kan finde ud af at udtale), fra Finland (ja, af alle steder!). Uventet, for det første hun gjorde var, mere eller mindre ud af det blå, at kritisere ca. halvdelen af indholdet på en af mine onlineprofiler. Det endte ud i en rimelig ophedet debat (som i slipper for her ;)), men i sidste ende viste det sig at vi faktisk var mere enige og mere ens end vi selv ville have gættet på (begge INTJ'ere, viser det sig). 10320 linjers chat senere, og man begynder at overveje at udgive ens IM-logfiler som en dobbelt-selvbiografi. 'Nuff said :).

På universitetet har jeg selvsagt også lært en masse nye spændende mennesker at kende. Faktisk så mange, at jeg ikke tror at jeg nogensinde har haft en større social omgangskreds end jeg har nu. Langt de fleste på mit hold er super flinke - og det er absolut ikke usædvanligt at vi sidder 5-10 mennesker samlet på IMADA (Institut for Matematik of Datalogi) kl. 18-19 om aftenen og arbejder på afleveringer og projekter (og spiser pizza og drikker cola, selvfølgelig ;)). I fredags var vi så alle sammen (+ diverse gæster) ude at spise og bowle sammen hvilket også var rigtig fedt! Det var uden tvivl en god afslutning på de 3 projekter vi havde afleveret samme dag.

Sidst, men ikke mindst, er jeg begyndt at snakke en del med et par stykker her fra Sct. Joseph (ungdomsboligkollegiet jeg bor i) - specielt Christian der nærmest er min nabo (og pudsigt nok også er IT/robotteknologi-studerende) og Janni heeeele vejen oppe på 4. sal - og ja - de skal altså mobbes dem der bor helt deroppe under taget! :P.